Plej dine pensler
Penslerne, vi fører her hos Dear Atelier, er lavet af naturlige materialer: træ og kohår. Kohårene er fastmonteret træskaftet med et stykke forniklet metal.
Du kan tillægge dig få, simple vaner for derved at få dine skønne pensler til at holde længe.
Rådene her er, indtil videre, kun rettet til brug med akvarelmaling.
Tip 1: Vær blid. Ikke mindst når du skal trykke og skylle restfarven ud af børstehårene. Hvis du moser og maser, er det klart hårdere for hårene. Hårene er limet sammen nede i træskaftet, så selvfølgelig kan de løsne sig, hvis de bliver påvirket med stor kraft. Er dit udtryk vildbasset og hårdhændet? Ja, så må du nok påregne et større forbrug af pensler:)
Tip 2: Brug koldt eller lunt vand til at rense penslerne med. For varmt vand kan være med til at opløse limen, hårene er monteret med, på sigt.
Tip 3: Sæbe burde ikke være nødvendig, men hvis du vurderer det nødvendigt for at rense penslerne, så brug gerne en helt mild type.
Tip 4: Lad ikke penslen stå i vandet, men tag den i stedet op, form børstens hår tilbage til udgangspunktet og lad den liggetørre på en klud - eller hængetørre, hvis du kan. Ideen er, at man gerne vil have vandet væk fra det sted, hvor hårene er limet fast.
God fornøjelse med dine pensler // Ida, Dear Atelier